15-10-2021

Salg af fast ejendom inden for familien

Mange ønsker at overdrage fast ejendom inden for familien, f.eks. overdragelse af familiesommerhuset til børnene. Går du også med disse tanker, bør du overveje, om det skal gøres nu, inden de nye offentlige ejendomsvurderinger kommer. Der kommer også nye regler for overdragelse af fast ejendom inden for familien og de hænger sammen med de nye ejendomsvurderinger. 

Vurderingsstyrelsen har meldt ud, at de første nye ejendomsvurderinger sendes ud i efteråret 2021. Det er hensigten med de nye ejendomsvurderinger, at de skal ligge tættere på markedspriserne. Det kan i mange tilfælde medføre, at den nye ejendomsvurdering vil være væsentligt højere, end den nugældende vurdering. 

Som reglerne er i dag, må du som udgangspunkt overdrage ejendommen i en familiehandel til den offentlige vurdering +/- 15%.  Hvis den offentlige vurdering er lavere end markedsprisen, kan man på den måde overføre midler afgiftsfrit til næste generation. 

Når man har fået den nye offentlige ejendomsvurdering, bliver man omfattet af de nye regler for familieoverdragelser. Det betyder, at man må overdrage ejendommen til den nye offentlige vurdering +/- 20%. Hvis man forventer at få en væsentlig stigning i den offentlige ejendomsvurdering, vil det være en fordel at lave familieoverdragelsen nu, inden de nye regler får virkning. Forventer man omvendt, at den nye offentlige ejendomsvurdering vil være væsentligt lavere, end den nugældende vurdering, vil det være en fordel at vente, til de nye regler træder i kraft. 

Man skal dog være opmærksom på, at SKAT kan tilsidesætte værdiansættelsen i en familiehandel, hvis der er tale om ”særlige omstændigheder”. Det kan betyde, at SKAT ændrer værdiansættelsen til markedsprisen, så det udløser krav om betaling af gaveafgift, fordi børnene har fået sommerhuset for billigt. Det er ikke helt afklaret, hvad der betragtes som ”særlige omstændigheder”, og det er derfor en god ide at søge rådgivning, hvis man ønsker at overdrage fast ejendom inden for familien.  

Om forfatteren

Litten Posselt Olsen er uddannet fra Københavns Universitet i 2005. Hun har særligt speciale indenfor forsikrings- og erstatningsret, men hun beskæftiger sig også med bolighandler og overdragelse af fast ejendom.

Læs mere om Litten Posselt Olsen

Litten Posselt Olsen

Advokat

Tlf.: 25 21 19 64

litten@ravnolsen.dk

Litten Posselt Olsen

keyboard_arrow_up